Fedtet, feberramt og fuldstændig færdig med Roskilde festival famler jeg ind i den sidste taxa, der holder tilbage på Rungsted Station. Klokken er et om natten, og jeg er på sidste del af min rejse mod at ligge fladt på en hovedpude. Bildøren åbnes brat bag mig, da to kvinder i hvide bukser med professionelt afbleget hår sætter sig talende ind. Bilen er bestilt til dem, men jeg får lov at blive siddende. 

​

Kvinderne har eget konsulentfirma, har spist dyrt med deres mænd længere oppe nordpå, men udbryder alligevel i højlydte suk over min alder. Mine muligheder. Den ældste spørger, hvad jeg vil med mit liv, og jeg svarer indøvet, at jeg gerne vil være journalist. At jeg vil producere udsendelser, der beskæftiger sig med multikulturelle og internationale forhold. En plan som plejer at lyde ambitiøs, men som kommer på prøve i modsvaret: “Det lyder alt sammen meget fint, men hvordan vil du så tjene dine penge?”

​

For kvinden var det indlysende, at der ingen fremtid er i faget. En indstilling jeg har mødt flere gange i år på mine rejser ude i verden, hvor man for længst har sat medier i bås med propaganda. 

​

Set med de briller på kan jeg godt se, at det virker tosset, at læse det jeg gør. Men jeg har valgt journalistikken i den (måske) naive tro på, at faget stadig kan tjene sit egentlige formål. For mig er journalistik ikke bare en karrierevej men en samfundspligt i en kategori for sig, og med et potentiale der strækker sig langt ud over landegrænser og kulturelle forskelle. 

​

Med fare for at lyde selvhøjtidelig er jeg selvfølgelig også bare drevet af spænding og egen lyst til at tage oplevelser og mennesker ind. Jeg spørger gerne en adopteret amerikaner, over en portion bibimbap, hvorfor hun har et langt ar på armen. Jeg ringer gerne til Kenya, spørger russiske udvekslingsstuderende hvordan det seneste år har været for dem, bosætter mig i Hong Kong og derefter Delhi.

Da jeg for tre år siden meddelte min mormor, at jeg havde truffet en beslutning om at flytte til Aarhus for at læse statskundskab, tyggede hun på den et øjeblik og sagde: "Sarah, jeg tror du kunne blive en rigtig god præst." En udtalelse der dengang kom ud af det blå, men som jeg forstår bedre nu. 

Den menneskelige kontakt er fokus for begge fag, og selvom jeg ikke som sådan er religiøs, så taler jeg med gud og hver mand. 

Jeg har et ønske om at bruge journalistikken til at rykke forskellige verdener tættere på hinanden, og nå et større publikum end dem der kan høre med fra prædikestolen. Formidle de helt store sammenhænge for bedre at kunne forstå de små, så en kvinde fra finansverdenen ikke behøver at sætte spørgsmålstegn ved, om det giver mening at blive journalist.

​

​

​